Danmarks Matematiklærerforening er en landsdækkende forening, der organiserer lærere og andre med faglig interesse for matematikundervisningen i den danske grundskole. Det vil sige i folkeskolen, de private grundskoler, efterskolerne og en række specialskoler. Foreningen er organiseret i kredsforeninger ud over landet. De udgør til sammen Danmarks Matematiklærerforening.
Landsforeningen ledes af en hovedstyrelse. Kredsforeningerne har hver en repræsentant i hovedstyrelsen. Landsformand, næstformand, landskasserer og sekretær vælges særskilt. Hovedstyrelsen afholder op til to møder om året. Foreningen består af ca. 2100 medlemmer.
Hvad vil vi?
Foreningen skal virke til gavn for skolefaget matematik og undervisningen heri. Foreningens slogan er ”Matematik med glæde”. Derfor satser Danmarks Matematiklærerforening på en dygtiggørelse af de lærere, der virker i grundskolen, så de kan stå for en motiverende og faglig velfunderet matematikundervisning for eleverne.
Hvordan gør vi?
Foreningen er kendetegnet ved, at den gennem hele sin eksistens har bidraget til målrettet at opfylde sit formål.
Det gør vi på mange måder, men i særlig grad ved:
- Udgivelse af tidsskriftet MATEMATIK’
- Deltagelse i debatten om fagets udvikling
- Samarbejde med andre organisationer, nationalt som internationalt
Kursusvirksomheden udfolder vi blandt andet ved, at foreningens lokale kredse etablerer eller medvirker ved kursusvirksomhed for matematiklærere over hele landet i eget regi eller i samarbejde med de regionale CFUer (Centre for Undervisningsmidler).
Tidsskriftet MATEMATIK udkommer seks gange om året. I tidsskriftet er der bl.a. mulighed for inspiration og dialog om matematik fra lærer til lærer. Der er både undervisningsartikler og didaktiske artikler. Der udgives også temanumre med fokus på tidens aktuelle emner.
